Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen til børnehaven

Børnehaven er for mange nye familier dér, hvor man først møder Baunegården. Det bekendtskab som indledes, kan komme til at vare i mange år fremover, fordi det er muligt at vælge at lade børnene fortsætte på fritidshjemmet og i klubben.

I børnehaven er vi en personalegruppe med et solidt fundament i vores fælles erfaringer, som byder børn og forældre velkommen.

I børnehaven går alt i alt omkring 40 børn i alderen fra knap 3 til 6 år.

Børnene tilknyttes en børnegruppe med jævnaldrende børn, som samles hver dag omkring frokosten. Resten af dagen er hele børnehaven - og legepladsen - tilgængelig for alle børn. Børnehaven er altså ikke opdelt i stuer, som de fleste andre daginstitutioner.

Vi har 3 børnegrupper, i store træk med hver sin årgang af børn.

Det er de voksne i den gruppe barnet tilknyttes, som har et særligt ansvar for at lære barnet og forældrene at kende. Inden længe vil både børn og forældre dog kende alle voksne - og omvendt. 

De voksne i børnehaven møder børnene med nysgerrighed, kærlighed og omsorg. Børnene opbygger trygge og tætte relationer til de voksne i deres gruppe og ofte til flere andre - vi stræber efter, at det er relationer, som på en værdig måde supplerer relationen mellem barn og forældre

Når man er ny i børnehaven er de nære voksne vigtige - og sådan bliver det faktisk ved med at være, samtidig med at børnene lærer at gøre en hel masse selv. Vi har indrettet børnehaven sådan, at børnene har et stort handlerum, og deres måde at opleve og handle på værdsættes:

 

 

Børnene har en frihed i deres færden, de kan gå ud på legepladsen og ind, som de vil, de bruger og flytter rundt på børnehavens ting, møbler og materialer, og de medvirker aktivt til at finde nogen at gøre det sammen med. I det rum dannes børnene - de udvikler selvværd og identitet - ved at få erfaringer med sig selv i samspil med omgivelserne og andre børn og voksne: som barn i børnehaven er man medskaber af sit liv og det fælles liv - hvert barn har betydning for, hvordan dagen bliver. Erfaringer bygges op i hvert enkelt barn og i relationer og fællesskaber, og næste dag bygges der videre. Børnene hører til - det er deres børnehave. Uden dem sker her ikke noget af interesse.

(Børnehavens læreplan s. 7 - fra afsnittet om børneperspektiv og dannelse)